23948sdkhjf

Om lidt over et år må læger ordinere medicinsk cannabis

En række partier er blevet enige om en forsøgsordning, der omfatter kræftpatienter.
Patienter med kræft, multipel sklerose eller rygmarvsskade kan fra 2018 få lægeordineret medicinsk cannabis.

Det ligger fast, efter at et bredt flertal er blevet enige om en ny forsøgsordning, oplyser Sundheds- og Ældreministeriet.

Målet er, at patienter, der i dag medicinerer sig selv med illegale stoffer, fremover kan behandles lovligt og under kontrollerede former.

Derudover skal forsøget sikre, at der bliver indsamlet mere viden om medicinsk cannabis.

- Det væsentlige for mig som sundhedsminister er, at patienternes sikkerhed er i orden, siger sundheds- og ældreminister Sophie Løhde (V) i en skriftlig kommentar.

Forsøgsordningen er planlagt til at vare i fire år, oplyser ministeriet. Herefter skal den evalueres, så politikerne kan beslutte, om den skal fortsætte.

Socialdemokratiets sundhedsordfører, Flemming Møller Mortensen, oplyser, at det er forventningen, at omkring 500 patienter vil komme med i forsøget.

- Her er virkelig nogle patientgrupper, vi har behov for at komme i møde, siger han.

Når ordningen først kan træde i kraft i 2018, skyldes det, at der er en række forhold, der skal være på plads først, forklarer Flemming Møller Mortensen.

Blandt andet skal myndighederne finde ud af, hvordan man kan importere den rå cannabis fra fabrikker, hvor den er produceret under ordnede forhold.

De sygdomme og symptomer, der kommer med i forsøgsordningen, er multipel sklerose, rygmarvsskade, kroniske smerter, hvor anden behandling ikke tåles, samt kvalme og opkastning efter kemoterapi.

Der er sat 22 millioner kroner af til forsøget. Pengene kommer fra satspuljen. De penge skal gå til at sætte rammerne op og indsamle oplysninger om blandt andet effekt og bivirkninger.

Partierne vil nu forsøge at finde flere penge, så patienterne ikke skal betale for meget selv, oplyser Flemming Møller Mortensen.

Liberal Alliance har været nogle af de varmeste fortalere for medicinsk cannabis. Partiets sundhedsordfører, May-Britt Kattrup, siger:

- Det glæder mig, at nogle af de patienter, som i dag medicinerer sig selv, fremover kan få medicinsk cannabis under trygge forhold uden at blive kriminaliseret.

De øvrige partier bag aftalen er Radikale, Dansk Folkeparti, Alternativet og SF.

/ritzau/
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.582